TELTEFFEKT
Som beskrevet på duko.dk kan undertagsmaterialer have telteffekt, hvilket betyder at vand løber igennem materialet, når det ligger ovenpå andre materialer, f.eks. træ eller mineraluld. Problemet ses især hos diffusionsåbne undertagsmaterialer, der er fyldt med små huller, hvor vanddamp skal kunne trænge igennem indefra, men regn- og smeltevand udefra samtidigt skal afvises. Betegnelsen ”telteffekt” refererer til den kedelige erfaring campister kan have med, at et telt kun er vandtæt, så længe teltdugen ikke berøres. (se blandt andet temaet om undertage og BYG-ERFA bladet ”Undertage – diffusionstætte og diffusionsåbne” på www.byg-erfa.dk )
Alle undertagsmaterialer er prøvet for vandtæthed udefra og kan være tætte overfor et vandtryk på flere meter vandsøjle, men nogle af dem har alligevel telteffekt.
DUKO forlanger, at undertagsmaterialer, der skal klassificeres, ikke har telteffekt. Dette dokumenterer leverandørerne ved at få foretaget prøvning af undertagsmaterialerne, således som det er beskrevet i prøvningsmetoden NT Build 488 Roof tile underlays – watertighness – tent effect. Metoden er udgivet af den nordiske samarbejdsorganisation Nordisk InnovationsCenter under Nordisk Ministerråd.
Ved prøvningsmetoden NT Build 488 prøves materialerne både i frisk tilstand og efter en kunstig, accelereret ældning, der omfatter varmestråling, UV-stråling, vandpåsprøjtning og frysning/optøning. Denne kunstige ældning er vigtig, da det har vist sig, at nogle undertagsmaterialer har telteffekt efter nogen tids brug, selvom de ikke har det i frisk tilstand.
Prøvestand på Statens Byggeforskningsinstitut til måling af undertages telteffekt. Billedet viser en stråtstillet aluminiumsbakke, som øverst er fyldt med krydsfiner og nederst er fyldt med mineraluld. Ved prøvningen overtrækkes bakken med undertagsmateriale, og der sprøjtes vand på i 6 timer. Efter vandpåsprøjtningen vejes bakken, hvorved det kan konstateres, hvor meget vand der er trængt igennem undertagsmaterialet. Der må højst trænge 15 g vand igennem, hvis materialet skal have betegnelsen ”uden telteffekt”.